Historisk DM i parløb

2020-11-24

En fredag i september måned ringede jeg til Michelle Lauge Quaade, for at høre, om hun var klar på at køre DM i parløb med mig blot et par måneder senere.

På trods af meget arbejde med hendes PhD, sagde hun ja, og tog kampen op for at blive klar til løbet. Jeg har kæmpestor respekt for at hun gjorde det, og er stolt over det vi opnåede sammen.

Lørdag d. 07.11.2020 blev der for første gang i dansk kvindecyklings historie kørt DM i parløb.
Feltet talte 8 par inklusive den ene rytter fra det vindende europamester par, Amalie Didriksen, der denne gang skulle køre med den bomstærke Trine Schmidt.
Jeg kørte med min faste makker Michelle Lauge Quaade, og vi var MAKS klar til at tage kampen op mod de to stærke landsholdsryttere.

Løbet startede lige på og hårdt, med et udbrud, hvor Michelle og jeg kom afsted med Amalie/Trine og Ellen/Karoline. Efter bare en enkelt spurt punkterer jeg som aktiv rytter, og må have nyt hjul.
Det betyder at vi misser den ene af spurterne, og derfor har lidt at hente ind igen.

Så snart jeg kommer på banen igen, bliver Michelle sat ind i udbruddet igen, og formår lynhurtigt at hente feltet. Og vi er dermed, sammen med Amalie og Trine foran de resterende par med 20 point.Resten af løbet har vi godt styr på de andre par, og sørgede for at få flest muligt point i hver spurt.
Amalie og Trine var desværre for stærke, og vi måtte tæt tidligt i løbet se os til takke med en sølvmedalje.

Det var en helt fantastisk oplevelse at være med til at skabe historie og ovenikøbet få en medalje ved kvindecyklingens første danske mesterskab i parløb. Og jeg fik tilmed lov til at dele oplevelsen med min helt fantastiske makker Michelle. 

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang